På barsel med Zara – #1

Jer, der har været på barsel, har I nogensinde ønsket at få den igen? Ment på den måde, at I ville have den igen, for at gøre den om? Gøre den om, fordi I ikke kan huske noget af den? Og ikke pga hormoner …
Sådan har jeg det – oftere end jeg vil være ved …

Den lille prut, lige inden vi skulle hjem!

Som I måske har læst i tidligere opslag fra mig, er Zaras far kurder fra Tyrkiet – mødt på ferie.
Jeg var sat til den 15.10.15 med Zara – hun er født den 16.10.15.

Zaras far ønskede at blive i Marmaris så længe som muligt, for at få det sidste af sæsonen med, inden han skulle rejse til Danmark. Med det ønske, indgav jeg alle oplysninger, som var nødvendigt for han kunne få et turistvisum til Danmark, til tiden hvor Zara kom til verden. Jeg imødekom hans ønske og satte hans indrejsedato til 15.10.15! Jeg var førstegangsfødende – jeg gik helt sikkert over tid, så det var ingen problem.

Kom han så? Nej!

Han kunne ikke få sig snøvlet sammen til at få indleveret de papirer, som jeg selv hade fragtet ned til ham i juni, så han kunne rejse den 15. Det resulterede i, at hans først ankom til Danmark den 20.10.15. Jeg var knust! Planen var jo at han skulle være med til fødslen! Det var min søster!

Jeg fragtede mit korpus ned på banegården den 20.10 om aftenen, for at hente ham! Og så startede det ellers. Det der skulle være en skøn lille kernefamilie. Det der skulle være en fed oplevelse. Det der skulle få ham til at ønske at bo i Danmark!
– Det var det, der var meningen, der skulle ske! – Det var ikke det, der skete!

3 måneder i Danmark

Det startede fint ud. Vi havde det godt. Zara havde det godt. Zara sov. Sundhedsplejersken kom på besøg. Mødregruppen kom. Alt virkede i hvert fald til at være godt.

Mine forældre var på ferie i Peru og mødte først Zara første gang 5.11. Der var hun ca. 3 uger gammel. Min mor synes jeg så rigtig træt ud, og jeg tænkte at det var da klart; jeg var lige blevet mor! Zara sov om natten. Nogle dage lå vi endda indtil middag i sengen. Vi sov alle sammen! Optimalt? Nej!
Der var bare langt mellem dagene, hvor jeg rent faktisk kunne få ham med udenfor. Jeg ved godt jeg bor i Danmark og at Danmark er kold og regnfuld om efteråret, men derfor kan man godt gå en tur! Jeg ville så gerne trave med den barnevogn, hvilket jeg også kom til – senere i min barsel.

Vi skulle tilbringe 3 måneder sammen i Danmark og derefter 4 uger sammen i Tyrkiet ved hans familie. Det var lang tid – alt for lang tid! På dette tidspunkt havde vi kun kendt hinanden i et årstid og vi havde aldrig været sammen mere end 4-14 dage af gangen. 3 måneder var pludselig lang tid – i et nyt land for hand vedkommende og med mig, som mor nu! Selvstændig i forvejen og pludselig mor! Eller jeg mente selv jeg var selvstændig, men uden jeg havde opdaget det, havde han stille og roligt skrællet det af mig. Min selvstændighed, mine holdninger, min vilje og mine ben i næsen var faktisk også ikke-eksisterende!

En af de få solskinsdage!

A bad memory

Jeg har en fornemmelse af, hvornår det hele begyndte at falde på plads for mig. Falde på plads på den måde, at det er begyndt at gå op for mig, hvornår tingene begyndte at glide fra hinanden og hvornår det begyndte, så småt, at gå op for mig, at jeg ikke længere var den jeg var før.

Det var første gang mødregruppen skulle samles. Jeg blev ringede op af koordinatoren og blev spurgt om jeg kunne stå for første “date”. Det kunne jeg da sagtens. Koordinatoren sagde jeg ikke skulle stille an med det helt vilde, meeeeeeen det kunne jeg ikke lade være med.
Jeg dækkede op i stuen – 6 voksne og 5 små børn (koordinatoren, de 4 andre mødre og deres børn). Det skulle jo kun være os. Zaras far havde sagt han nok skulle blive i soveværelset, hvilket var pænt af ham.

Da han så står op omkring middag, som altid, bliver han muggen over, at han ikke kan være ved bordet i stuen. Inden jeg får en chance for at reagere, gøre plads til ham, så sætter hans sig ud i køkkenet, på en lille skammel ved køkkenbordet og spiser.
Selvom jeg op til flere gange siger til ham, at han bare kan komme ind til spisebordet til os andre, nægter han. Han nægter på en rigtig fornærmet måde. En måde, hvor det virker som om, at jeg ikke havde tænkt på ham. I minuttet han stod op, skulle jeg have lavet mad, clearet bordet osv., bare så han kunne sætte sig ind, som en eller anden konge!

Det er et image, et billede in my mind, der står skarpt selv den dag i dag! Jeg bliver helt dårlig ved tanken om det. Ved tanken om, at han kunne få mig til at føle sådan. Føle mig som en, der skulle opvarte ham og være “hans”!

Det går bare ned ad bakke. Ordene til hinanden bliver ikke ligefrem pænere hen over ugerne. Og jeg begynder at tælle ned til at rejsen går til Tyrkiet, hvor hans humør og adfærd forhåbentlig ville ændre sig.

Lille Zara

Episoden med mødregruppen sker i starten af december. Her er Zara ca . 1.5 måned gammel. Jeg husker knap, hvordan hun har haft det. Jeg husker ikke hendes første smil. Jeg husker ikke mange ting fra de første måneder i hendes liv og netop derfor kunne jeg godt tænke mig at få min barsel tilbage..

Men det kommer der mere om i næste afsnit. This is just the beginning!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen